Hvad er en rigtig ven for dig ??

Det her har jeg tænkt en del på her på det sidste.

Jeg synes jeg ser mange mennesker, som helst vil have at mennesker omkring dem snakker dem lidt efter munden og aer dem blidt på kinden . Lægge en skulder til og siger, jeg kan godt se, at det er hårdt for dig. Og selvfølgelig kan man ikke alt det...

Men er det en rigtig ven ??
Ja, hvis det kun er engang imellem at han/hun gør det.

Men hvis vi ikke skal høre sandheden fra de mennesker som er tættest på os, hvor skal vi så ??
Hvis jeg virkelig har skidt i nællerne, eller er kommet gevaldigt ud på et sidespor.... så vil jeg da hellere høre det fra min bedste ven, end f.eks. en vildt fremmed... eller endnu værre, risikere slet ikke at høre det. For hvis jeg ikke får det af vide, hvordan skal jeg så kunne rykke mig ??
Hvordan skal jeg udvikle mig som person, hvis jeg ikke har nogen omkring mig til at give mig nogle "kærlige" spark, når jeg har brug for det.

Indrømmet, sparkene føles ikke altid særlig behagelige at få.... især ikke hvis de rammer lige i solar plexus ;-)
Eller hvis der kommer mange lige i rap.

Men jeg elsker mine omgivelser for at give dem :-)
For det åbner mine øjne for en ny måde at se tingene på.... og hvem siger, at min måde at se tingene på er den eneste rigtige ??

Og hvis jeg får mange spark i en periode fra flere forskellige omkring mig.... ja, så er der jo nok noget om det :-)


Så her har i min tilladelse på skrift til at "sparke løs".... så længe i mener det kærligt :-)